Tanker vedrørende folkevandringen fra Afrika/Mellemsøsten mod Europa

Jeg har funderet noget over, hvad årsagen til den massive flygtningestrøm fra det afrikanske kontinent og Mellemøsten kan være. Livsvilkårene er nu blevet så trøstesløse og konfliktfyldte, at en nærmest talløs skare sætter livet på spil for en højst usikker og til tider livsfarlig rejse mod det forjættede Europa. Vi har alle set billeder, hvor desperate mennesker med dødsforagt desperat forsøger at komme under Den engelske Kanal eller over grænserne i Syd- og Sydøsteuropa for ikke at tale om de livsfarlige sejladser over Middelhavet.

Reaktionen i Europa er rystende: vi sidder og ser på disse ulykkelige forhold og tænker mest på at redde os selv – ja og hvem kan nu fortænke os i det. Det rystende i det er for mig den handlingslammelse, der hersker blandt vore politikere. Det vil selvfølgelig give massive problemer, om vi i Europa skal rumme hele den potentielle flygtningestrøm. Derfor tales der luftigt om at ”hjælpe i nærområderne”, hvilket kun kan lyde som en rigtig god idé. Problemet er det luftige og den manglende handling og tilsyneladende mangel på forståelse af årsagerne. Det kræver ikke nogen doktorgrad i matematik at se, at her skal handles nu! – og at indsatsen skal være betydelig. Og her handler det efter min mening ikke blot om at etablere et par teltlejre på strandene langs Middelhavets kyster – eller hvor det nu har været foreslået.

Det, der slår mig er, hvordan vi alle kan blive enige om, at vi må gøre noget, men også hvor forskellige vore forslag er. Nogle viser overmåde imødekommenhed – og andre udviser en kynisme, jeg ikke troede mulig for mennesker. Og så skal jeg på dette sted undlade at kommentere yderligere på hykleriet, når man forsøger at bortforklare, hvem der er ens næste og særligt, hvem der absolut ikke er. Alt dette er bare spild af kostbar tid, hvor vi ellers skulle tage beslutninger om at sætte massivt ind her og i nærområderne – og ikke mindst arbejde med at forstå sammenhængen mellem årsag og virkning. For en sådan er der jo!

Europæerne har i århundreder drevet rovdrift på Afrika og kontinentets befolkning, dels ved direkte salg af slaver derfra og dels ved at hente råvarer derfra til forarbejdning i den europæiske industri. Europæernes forhold til Afrika har været præget af en imperialistisk forståelse, og det ser desværre ikke ud til at have ændret sig. Der har på intet tidspunkt været tale om en ligeværdig dialog om kontinentets befolknings interesser og behov, men udelukkende om, hvad vi har kunnet få ud af det, og hvad vore interesser i det har været. Næ-hov, siger du måske. Vi har da givet U-landshjælp og oven i købet været blandt de mest gavmilde. Ja, det er da rigtigt, men langt hen ad vejen har det været hjælp til selvhjælp – altså for os: vi har givet, hvad der har tjent danske /europæiske interesser bedst. Den danske U-landshjælp er et godt eksempel. Det er i København, at det er blevet besluttet, hvad de har haft brug for dernede, og i de senere år er vi blevet mere og mere kreative mht. fortolkningen. Der er næsten ikke grænser for, hvad der har kunnet komme ind under den betegnelse. Desuden har hjælpen nogle gange, hvis ikke oftest, været præget af, at vi lige stod og skulle af med noget fra vore overskudslagre, og så ville det jo se godt ud at give det som U-landshjælp, uanset at det ville smadre en lokal struktur. Investeringer i afrikanske lande har været for vores egen skyld, og har vi ikke kunnet få vores vilje, har vi støttet en eller anden diktator, der til gengæld for personlig berigelse har givet os adgang til at udplyndre hans land og hans befolkning. F. eks. har store amerikanske selskaber etableret produktion af biobrændsel i i store områder i Afrika. Konsekvensen er, at den lokale befolkning fordrives. Ikke sådan bogstaveligt, men der er ikke længere noget arbejde, og der er ikke længere mulighed for, at de selv kan dyrke jorden, da den jo er sået til med industriafgrøder, så vi kan føle os godt tilpas, når vi fylder biobrændstof i tanken. – og med hensyn til U-landshjælp, så lyder det i dag så flot, at vi giver bistand til gengæld for demokratisk udvikling. Jo, den imperialistiske tankegang lever i bedste velgående.

Den danske åndsvidenskabsmand Martinus sagde, at alt, hvad du sender ud, skal vende tilbage, for at du kan lære af det! Det er det, som man kalder ”karma”. I visse religioner betragtes som en straf, at man kan risikere at blive genfødt som en regnorm, en rotte etc., etc.. Som jeg forstår Martinus ord, betyder de, at vi vil møde konsekvenserne af vore tanker, ord og handlinger, så vi får mulighed for at forstå og udvikle os. Hvis vi prøver at lægge denne tankegang til grund for en forståelse af folkevandringen mod nord lige nu, ser det hele jo noget anderledes ud. Vi er selv årsagen! Og hvad kan vi så gøre ved det?

For mig giver det udtrykket ”at hjælpe i nærområderne” en helt anden betydning. Vi skal ikke kun bygge teltlejre på Middelhavets strande, men tage ansvar og støtte udviklingen af bæredygtige samfund – politisk, økonomisk og økologisk. Det kan vi gøre ved at indgå i ligeværdige forhold og åbne for handel med landene og ikke holde deres varer ude fra vore markeder, fordi de kunne true vor egen produktion. Der skal sættes massivt ind på dette område, hvis der skal skabes ordentlige livsvilkår i de afrikanske lande. Det vil kræve stor politisk indsats og stor økonomisk indsats. Jeg tror på, at det er muligt – og jeg er sikker på, at det er nødvendigt.

Men hjælp i nærområderne gør det ikke alene! En befolkning er i bevægelse, og dem må vi gøre noget for. Jeg vil ikke her bevæge mig ind i de praktiske foranstaltninger, men blot påpege det groteske i, at mens udfordringerne vokser eksplosivt, sidder politikerne og ser på, hvordan vi kan begrænse støtten til de trængte med henblik på at lette ”den økonomiske byrde” – også kaldet skat – for de bedst stillede. Der er brug for det modsatte, og derfor må skatten sættes op, så vi får midler at arbejde med. Mit forslag er at øge både topskat og skatten generelt ved at øge progressionen, så der bliver plads til betydeligt større beløb til en massiv og hurtig indsats. Det giver simpelthen ikke mening, at mens verden omkring os er ved at bryde sammen, skal vi se og høre på, at de bedst stillede ikke kan få nok. Nogen stiller det op, som vi må hjælpe vore egne ældre, før vi kan hjælpe nødlidende fremmede. Lige nu er det ikke et enten eller, men et både og! Kun ved at handle hurtigt har vi en chance for at indgive de desperate mennesker en tro på, at der er en fremtid, hvor de er. Alt dette må selvfølgelig følges op af politiske initiativer af både den ene og den anden art, og det eneste, der er helt sikkert, er, at det kun kan gå for langsomt!

Og med hensyn til de syriske flygtninge og andre, der i de seneste år er flygtet fra despotiske diktatorer, så har vi jo i de fleste tilfælde selv sat dem ind, fordi de i øjeblikket tjente vore interesser. Så giver det jo god mening, at vi nu skal tage dem, der flygter fra dem nu!

Og med hensyn til vor aftenbøn, så kan vi jo sige tak til Gud for, at vi nu får muligheden for at gøre det godt, som vi engang har gjort forkert mod andre. Hvad vi ser i dag er virkningen af århundreders handlinger. Det er loven om årsag og virkning! – og det er selvfølgelig helt op til dig, hvordan du vil møde denne mulighed. Og jeg er da godt klar over, at vi som folk nok ikke er klar til at yde denne indsats, men at vi hver især må gøre op med os selv, hvordan vi vil møde den.